Tilbage til

EGNE SIDER

Back to

   Tonefilmen, sorn blev mange etablerede skuespilleres ruin, passede Boyds gode stemme, og han fik sin westerndebut i den første taleversion af The Spoilers (Banditterne - 1930), hvor hans modspiller var Gary Cooper. Clark Gable fik sin debut i Boyds næste western The Painted Desert fra 1931. Men en skæbnesvanger billedforbytning i forbindelse med en Broadway-skuespiller af samme navn, der dømtes for illegal spiritusbeholdning og hasard, gjorde, at den rigtige William Boyds karriere i begyndelsen af 30'erne ikke udviklede sig til noget videre. Lucky Devils (1933), Racing Luck (1935) er enkelte titler fra denne træge periode.

1935 blev vendepunktet for en af de mest forbløffende karrierer, en filmskuespiller skulle gennemløbe. Produceren Harry 'Pops' Sherman havde erhvervet filmatiseringsrettighederne til genreforfatteren Clarence E. Mulfords western-historier for Paramount, og selv om samme selskab i forvejen kørte med solide westernserier (f. eks. The Plainsman, Wells Fargo, The Texan,), blev det den langt mindre ambitiøse Hopa!ong Cassidy, der blev den mest succesrige. Hoppy-filmene blev endog mere populære end Gene Autry's syngewesterns.

Det var i virkeligheden slet ikke rollen som Hopalong, der var tiltænkt Boyd, men i stedet den langt mere konventionelle helterolle som Buck Peters, formand på Bar 20-ranchen. Mulfords Hopalong er nemlig en bramfri, tobaksgumlende whiskydrikkende, bandende halv-analfabet, der oven i købet halter - deraf navnet Hop-a-long.

Selv om de første Hopalong-film byggede på Mulfords djærve, halvrealistiske historier, undergik Hoppy, California og Johnny en mærkbar forandring i filmene, og det må naturligvis ses i sammenhæng med westerngenrens almindelige udviklingstrin i midten af 30'erne.

Fra de oprindelige halvdokumentariske westerns fra genrens første tiår satte en mærkbar degeneration ind i denne periode, hvor de syngende cowboys indtog prærien med lasso og guitar. Nu var cowboyen ikke nødvendigvis en efterfølger af de gamle pionerer; han var ikke længere blot saddelbumsen, der passede kvæg eller forsvarede kvægbaronens privilegier. Idealhelten opstod, og denne helt kulminerede med Gene Autry, der havde fastlagt hele genreheltens totalt overjordiske adfærdskodeks:

1) Han må ikke benytte sig af lumske tricks, heller ikke foran en fjende.

2) Han må aldrig svigte sit ord eller gerning.

3) Han må altid tale sandt.

4) Han må være god mod børn, ældre og dyr.

5) Han skal være tolerant over for andre racer og religioner.

6) Han skal hjælpe mennesker i nød.

7) Han skal være ren i tanke, ord og handling.

8) Han skal respektere kvinder, forældre og sit lands love.

9) Han må hverken ryge eller drikke.

10) Og endelig er cowboyen patriot.

Cowboyen havde nu udviklet sig til en voksen drengespejder.

På denne baggrund er det ikke underligt, at Paramount modificerede deres Cassidy-figur, thi cowboyhelten var selve rygraden i 30'ernes kolossale produktion af B-westerns.

Påklædningen var vigtig. Udstyret. The image. B-filmen havde på dette tidspunkt udviklet et påklædningsmønster, som kun havde været sporadisk antydet i stumfilmsepoken: den symbolske klædedragt baseret på farverne sort og hvidt. Helten var i hvid dragt, bar hvid Stetson og red sin hvide hest, og han havde sjældent skæg (Jack Holt var en undtagelse). Skurken i sort. Men en af variationerne var William Boyds Hopalong-figur. Ganske vist var der langt til Mulfords lazaron, men Boyds klædedragt var i forhold til tiden diskret, enkel og hverdagsagtig uden pyntefrynser, pailletter og overdrevne stikninger. Fuldstændig ens fra film til film indtil de sidste i 40'erne. Den gjorde samtidigt op med traditionen ved at være helt sort (blå i tegneserierne), men det skal dog siges, at 'Topper (Hoppy's hest) var helt hvid.

Den første Hoppy-film, Hopalong Cassidy (Banden fra Klippebjergene), udsendtes sommeren 1935, og den viser, hvor meget Paramount havde bevaret af Mulfords originalfigurer. Hoppy's halten skyldtes et skudsår, og blev sløjfet i næste film The Eagle's Brood (Sheriff eller Kujon - 1935) med en forklaring om, at såret nu var helet. Der fulgte nu i de næste 13 år yderligere 64 film om Hopalong - 66 i alt.

William Boyd var ikke særlig veludrustet til sin nye rolle som westernhelt. Han var ikke helt ung og havde ingen særlige færdigheder i de specielle situationer, genren rummer.

Ridningen var således et problem, og her dublerede den senere så kendte hjælpeinstruktor Cliff Lyons, men efter et års tid var Boyd Hopalong - også til hest.

De første 6-7 film byggede som sagt på Mulfords øoger, men siden blev rammen mere los, om end opbygningen var nogenlunde identisk. Man benyttede såmænd ofte samme optagelser i forskellige film. Efter 5-6 spoler med en bevidst langsom opbygning med mindre betydende spilfægteri, hvor Hoppy gjorde det af med et par sølle håndlangere, rummede sidste spole et klimaks af forbløffende fart og vigør: en hidsigt galoperende posse på vej ud for at hjælpe Hoppy, eller Hoppy selv i spidsen for at fange eller befri.

Disse klimaksscener blev konstrueret med alle filmsprogets actionskabende elementer: fejende optagelser fra kameravogne, hurtige indskudsbilleder af hestehove, ansigter, seletøj etc., vekslende med lange panoramascener og virkelig spændingsskabende klipning. Spændingen sattes yderligere i vejret ved en pludselig brug af baggrundsmusik, hørt for første og eneste gang i filmen (et stiltræk, der hørte de første Hopalongfilm til, men som snart kopieredes i andre B-westerns).

Hoppy blev på den nordamerikanske prærie i langt de fleste af sine 66 biograffilm, men han nåede også at slå et slag for loven i Argentina i Law of the Pampas, (Hopalong i Argentina -1939). Man skulle dog nok være en hårdnakket fan for at acceptere det betimelige i hans excesser i - Arabien (!) i Outlaws of the Desert (Ørkenbanditterne - 1941). Hoppy tager over Atlanten for at handle fuldblodsheste med sheik Suleiman. Et internationalt forbryderpar Marie Karitza og Smukke Nicki, adskillige karavanebanditter og Faran el Kadars krumsabel gør Hoppy livet surt, men takket være sin snilde og kendskab til indianerkrigenes taktik, lykkes det ham at gøre en god handel alligevel, trods utallige baghold i klitterne.

Heller ikke i forholdet til det andet køn fungerede William Boyds Hopalong som en traditionel præriehelt. På samme måde som selve westerntemaet er baseret på et tredelt system: helten, eventyret og loven er Hopalong Cassidy-figuren lagt ud på tre personer, hver med sit særpræg og sin funktion i filmene: Hopalong Cassidy selv, oldtimer'en California Carlson og den unge Johnny Nelson.

Hopalong er så tydeligt den store faderskikkelse, han er den, der lægger planerne, vurderer og prioriterer opgaverne for de tre musketerer. Han kan virke kønsløs i sin træede renhed, især over for damerne, med hvem han kun i let antydede situationer muligvis kunne have andet at gøre end blot tilbyde dem sin assistance. Hoppy er ingen showman, hvad angår uskadeliggørelsen af banditter; små kneb, hellere skyde revolveren ud af hånden på skurken end såre, endsige dræbe; få præcise og effektive kæbestød og dyb ha-ha-latter - det er Hopalong.

Overhovedet er der meget lidt plads til den store kærlighed i disse film, og hvis der endelig skal gøres et nummer ud af de ædlere følelser over for damerne, er det op til Johnny at få det bedste ud af de korte rendez-vous'er, Hoppy får ham rodet ind i. Johnny er kompetent med sin revolver, og kun i enkelte film bliver han tilbage hos pigen, for så i næste atter at være ved Hoppy's side på vej ud til nye farlige eventyr.

Komedieindslagene står California for. Han falder af hesten, mister sine støvler, får for meget at spise, sover over sig, vasker sig kun under tvang etc., men er evig loyal.

Rollen som Johnny spilledes af Jimmy Ellison i de første otte film, hvorefter Russell Hayden overtog den i 1937. Fra 1941 gik den på skift mellem Brad King, Jay Kirby, Jimmy Rogers og Rand Brooks. Den berømteste California var George 'Gabby' Hayes (Fuzzy i Kaptajn Mickey-hæfterne), der spillede rollen i de fleste film til 1940, hvorefter Andy Clyde overtog frem til afslutningen i 1948. Mere sporadiske California-fremstillere var Harvey Clark, Frank Darien og Britt Wood.

Mange instruktører har lavet Hopalong Cassidy film, men især fire: Howard Bretherton (der lavede 6 af de første), Nate Watt (de fleste i 1937 og enkelte i 39), Lesley Selander (især i begyndelsen af 40'eme) og George Archainbaud (resten fra 1944) har tegnet billedet. Andre, der har bidraget med enkelte film, er David Selman, Edv. Venturini, Derwin Abrahams og Joseph Henabery.

Der udsendtes i alt 66 featurefilm, hvoraf de 54 produceredes af Harry Sherman. De første 41 udsendtes gennem Paramount, de næste 13 gennem United Artists; den sidste var Forty Thieves (Hopalong og de fyrre røvere - 1944). Selv om de første Sherman-film for UA var af betydelig kvalitet, f. eks. Hoppy Serves a Writ (Arizonasheriffen - 1943), mistede Sherman interessen for serien og trak sig ud.

Herefter holdt William Boyd en pause på to år, for så i 1946 som producer-star selv at tage tøjlerne og udsende yderligere 12 film gennem UA, men disse film var af mærkbar ringere standard end de af Sherman producerede. Slappe actionsscener, dårlige manuskripter og for skrabede budgetter. Boyd var på nippet af bankerot, da han endelig i 1948 holdt inde med Borrowed Trouble.

Men hvis William Boyd oplevede det afgrundsdybe fald fra tinderne, så var det kun for at få et så meget mere bemærkelsesværdigt come-back via det nye massemedium - TV. Han havde i tide ved hjælp af en mindre paragrafbestemmelse i den oprindelige 1935-kontrakt mellem Harry Sherman og udgiverne af Mulfords bøger fået rettighederne til en videre udnyttelse af den nu legendariske Hoppy-figur.

I 1948 udsendtes den første Hopalong-film i TV. Og siden gik det slag i slag. Ikke alene udsendtes de gamle biograffilm, men en helt ny produktion af halvtimes lommewesterns, med Hoppy i sadlen på ny, kom i gang. De varede 26½ minut + reklamer. En ny biografproduktion kom også i gang, men nu kun små halvtimes-film. Featurefilmene blev klippet ned, omredigeret og titlerne ændret og varieret i det uendelige, så overblikket er temmelig sløret i dag, men kilderne enes om et antal på omkring 110 film, produceret specielt for TV og biograf i de korte længder.

Hopalong-feberen rasede i begyndelsen af 50'erne over det meste af verden. Den rene fan-galskab gav sig udtryk i masseproducerede omskrevne (tilpassede) Mulfordbøger, blade ("Gisp! Hopalong!"), hatte, skjorter, legetøj etc. etc,

William Boyd rejste på good-will-ture verden rundt for at "takke dem, der reddede ham dengang det gik ned ad bakke - børnene", og i avisudklip fra 1954, hvor han besøgte Danmark, kan man læse om den fornyede TV-Hoppy, der ligger langt fra biografernes ditto, og slet ikke tåler sammenligning med Mulfords.

Boyd siger til Berlingske Tidende: "... de amerikanske mødre fandt ud af, at Hopalong Cassidy, med det tag han havde i børnene, kunne bruges pædagogisk. Derfor bad amerikanske mødreorganisationer mig om i mine film og i fjernsynet en gang imellem at demonstrere, hvordan en cowboy vasker sig rigtigt, hvordan han lægger sit tøj fint på plads, når han går i seng, og hvor vigtigt det er for sundheden og for kræfterne at børste tænder om aftenen og drikke mælk om morgenen ... millioner af drenge verden over skal efter sigende have fået ordenssans."

Boblen sprang, som alle bobler gør det, midt i 50'erne, men William Boyd var kommet hjem, ikke mindst økonomisk. Han sluttede, hvor han begyndte - hos DeMille. I 1953 paraderede han i The Greatest Show on Earth som sit alter ego - Hopalong Cassidy - westernhelten, der i dag står som en eviggyldig eksponent for den ukomplicerede, regelbundne, rigtige B-western.

Se meget mere om Hopalong på http://www.b-westerns.com/hoppy.htm