Det hele begyndte naturligvis med Antikvariat Pinkerton. Af en eller anden grund - måske de elegante og godt ventilerede lokaler, hvor espresso-maskinen hvæsede hyggeligt, og hvor der altid var en veltempereret Perrier - blev antikvariatet hurtigt et mødested for samlere og andre interesserede. Nogle kom for at handle, nogle kom for at se mine priser og fortælle mig, hvor lidt de selv havde givet for denne eller hin bog for fjorten dage siden, og atter andre kom blot for at snakke.

I musikantikvariatet hos Dan Fog - hvor jeg trællede om dagen for at have råd til antikvariatet - stod en duplikator, som Dan Fog velvilligt stillede til rådighed for sagen. Det førte til Pinkerton 1 - det nu uopdrivelige hæfte om Raymond Chandler. Det førte også til mit første møde med Dan Turèll, hvorefter snakken tog endnu mere fart.

Gennem nogen tid mødtes Tage la Cour, Harald Mogensen, Dan Turéll, Per Calum, Bo Tao Michaélis, Annelise Schønnemann og jeg regelmæssigt. Andre var også med til møderne en eller flere gange. Det var ikke nogen tæt sluttet kreds - Pinkerton-kredsen. Og hver gang mundede diskussioner og samtaler ud i, at nu måtte vi altså snart gøre noget.

Pinkerton 2 om Dashiell Hammett udkom, og da jeg var klar med nummer 3 blev det til et tidsskrift - Pinkerton. Tidsskrift om spændingslitteratur Nu var vi da i gang.

Så fik Per Calum, Dan Turèll og jeg den geniale idé, at lave et forlag - også kaldet Pinkerton. Når de andre forlag ikke ville udgive de gode kriminalromaner, måtte vi selv. Og hvis de ikke ville tjene pengene, så havde vi da ikke noget imod det heller. Det viste sig - naturligvis - at de gamle rotter i faget havde været klogere. Pengestrømmen udeblev, og forlaget holdt kun i fire år. Gælden er først endelig betalt sidste år.

I mellemtiden var Poe Klubben så trådt helt ud af offentlighedens søgelys, og vi havde fået kontakt med Det Svenska Deckarakaderni og Riverton Klubben i Norge.

Nu var det tid at handle. Efter et noget kaotisk møde i Nansensgade (se Bo Taos artikel) lykkedes det at stifte akademiet ved et møde i Tivoli Hallen den 15. november 1986.

Den første bestyrelse kom til at bestå af undertegnede som formand, Kirsten Holst som næstformand, Per Calum som sekretær og Frants Gundelach som kasserer.

Vi fik også nedsat en jury til uddeling af Palle Rosenkrantz Prisen, Anton Koch-Nielsen leverede vedtægter, der opfyldte alle skatte- og selskabslovgivningens mindste ønsker, hvorefter det meste af selskabet besluttede at slappe af rundt om på byens mere ydmyge udskænkningssteder.

Nå, slet så slemt er det nu heller ikke, og jeg tror faktisk stadig, at netop samarbejdet med de øvrige skandinaviske foreninger i SKS er vejen frem.

Men lad os snakkes ved om det i 2006.

Bjarne Nielsen i akademiets jubilæumshæfte 1996